Dokk1

Markante temaer

2012 var året hvor helt centrale elementer i Dokk1 faldt på plads og gav plads til en ny fase i projektet.

2012 var året hvor Multimediehuset blev til Dokk1. I 1998 fik projektet arbejdstitlen Multimediehuset. Det var inden der var truffet en politisk beslutning om et nyt hovedbibliotek i Aarhus. Over årene er det blevet et stadig stærkere ønske at bygningen skulle have et nyt navn. Og gerne i en proces der afspejlede de stærke værdier om borgerinddragelse og ejerskab som i øvrigt har kendetegnet projektet.  En navneproces blev etableret og overvældende mange borgere foreslog navne, argumenterede stærkt og beskrev hvad den nye bygning betød for dem. De stemte om navnene og til sidst valgte en politisk udpeget dommerkomite mellem de syv navne borgerne havde stemt videre.  Enden på processen blev at bygningen blev navngivet Dokk1. Et navn der både referer til bygningens placering ved vandet og til et sted man kommer for at lade op og få tilført ny energi og viden.

Næste skridt bliver at få navnet til at leve – et navn er ingenting i sig selv, og det er nu vi skal begynde at fylde det med spændte forventninger til indhold og muligheder

Processen

I 2012 afsluttede vi hovedprojekt.  Det var kulminationen på fire års intensivt arbejde på udvikling af bygningen. Det betød også at alle husets elementer og rum blev færdigprojekteret og dermed lagt fast. Efter et kæmpe arbejde fra borgere, brugere, medarbejdere, arkitekter, ingeniører og konsulenter blev bygningskonstruktionen tegnet færdigt så det blev klart til at igangsætte en lang række entrepriseudbud. Alt sammen elementer i færdiggørelsen af projektet og samtidig elementer, der successivt har gjort økonomien mere og mere sikker i projektet.

At projektets bygningsmæssige rammer nu var lagt fast betød også, at vi kunne begynde at tænke på næste skridt – indretning og services.

Indretning og services

Et signifikant og omfattende arbejde ligger i 2013 og 2014 med at udvikle indretning, services og servicerejser, der tilsammen kan sikre at vores brugere i fremtiden får glæde af alle de mange visioner og muligheder Dokk1 skal rumme. Og et nyt blad der vendes i historien om Dokk1, med en lang række mennesker der får lejlighed til at sætte sit fingeraftryk på projektet, med deres drømme og visioner.